Lucas: – Glæder mig til at opleve atmosfæren igen

Lucas Bjerregaard
Lucas Bjerregaard og Walton Heath Golf Club er et godt match. I fjor spillede han sig til en plads i U.S. Open via en kvalifikationsturnering på den engelske bane i Surrey, og mandag gentog han så den flotte bedrift. En score i -7 for de 36 huller betød en 5. plads, og dermed var billetten til U.S. Open på Chambers Bay Golf Club. Det var naturligvis derfor også en glad nordjyde, som Teetime fangede efterfølgende for en kommentar.
– Spillet var meget solidt. Jeg drivede bolden super godt, og jeg var aldrig rigtig i vanskeligheder. Der var tre tre-putts tidligt på anden runde, men nogle gode birdier på bag-ni hjalp gevaldigt.
Sidste år spille Lucas en flot U.S. Open, og det blev til en absolut godkendt placering som nummer 40. Nu kommer han endnu engang tilbage til USA, og der bliver selvfølgelig set frem til turneringen.
– Jeg glæder mig rigtig meget. Det var en fed oplevelse sidste år, og jeg glæder mig til at opleve den atmosfære igen.
Som optakt til U.S. Open spiller Lucas med i denne uge i Irland og næste uge i Malmø, og så venter der en uges pause op til majorturneringen, så han kan komme derover i god tid og forberede sig.
Lucas Bjerregaard er indtil videre den eneste dansker i feltet til U.S. Open. Der er endnu én skæringsdato, og det er den 15. juni. Her vil top-60 på verdensranglisten, der ikke allerede er kvalificeret, få en plads i sæsonens anden major.
U.S. Open Championship International Sectional Qualifier, resultat.