Det er nu godt et år siden, at et af sportsverdenens helt store power-par – Rory McIlroy og danske Caroline Wozniacki gik fra hinanden. Kort efter at bryllupsinvitationerne var sendt ud, valgte nordireren at stoppe forholdet.
Selvom det umiddelbart kunne lyde til, at bruddet var hårdest for Wozniacki, så slår McIlroy nu fast, at det også var en svær periode for ham. Han fandt dog vejen tilbage, og den vej gik via det grønne græs, han så fornemt betræder til hverdag.
Beslutningen om at deltage i BMW PGA Championship sidste år – ganske kort tid efter bruddet – var svær, men viste sig at være helt rigtig fortæller McIlroy nu.
– Det gav mig fire-fem timers helle, hvor jeg var væk fra alt hvad der skete udenfor banen. Derinde bag rebene kan man kun tænke på golf, og det var virkeligt dejligt, sagde McIlroy i et interview med Irish Examiner.
— Læs også: Rory viste sin nye kæreste frem
Oprindeligt havde McIlroy ikke planer om, at spille turneringen på Wentworth, men u-vendingen betalte sig, da McIlroy præsterede at hente syv slag på Thomas Bjørn, og til sidst slog Shane Lowry med et enkelt slag for sejren.
– Jeg ville ikke spille den grundet de ting, der foregik i mit privatliv sammenholdt med, at jeg faktisk ikke synes så godt om banen, fortalte McIlroy, der efter sejren i 2014 og igen for en måned siden, måske nu genovervejer sit forhold til Wentworth.
McIlroy holder pause i denne uge, hvor han forbereder sig til US Open, der spilles på Chambers Bay i Washington om to uger.





















