Phil Mickelson har meldt afbud til WGC – Cadillac Match Play, og dermed er Thomas Bjørn første reserve til hulspilsturneringen som begynder på onsdag.
Af personlige årsager meldte Mickelson afbud sent søndag, og han erstattes af Mikko Ilonen, som var nr. 67 på verdensranglisten i sidste uge, der varafgørende for kvalifikationen. Det er fjerde år i træk, at Mickelson melder afbud til turneringen, som i år er flyttet til TPC Harding Park i San Francisco.
Tidligere er Miguel Angel Jiménez og Francesco Molinari kommet med i feltet efter afbud fra Luke Donald og Tim Clark. Molinari er ellers skadet i håndleddet, men har valgt at spille alligevel.
Uvist om Bjørn rejser til USA for at være reserve
Som nr. 68 på verdensranglisten i sidste uge er Thomas Bjørn dermed første reserve. Vi ved dog endnu ikke, om han rejser til USA for at være reserve i tilfælde af endnu et sent afbud.
De følgende tre er nu reserver til WGC – Cadillac Match Play:
1. reserve (68) – Thomas Bjørn, Danmark
2. reserve (69) – Kevin Streelman, USA
3. reserve (70) – Daniel Berger, USA



















