Sebastian Cappelen kom tæt på slutspillet, men har mistet sit fulde Web.com Tour kort for næste sæson.
WinCo Foods Portland Open var sæsonens sidste regulære turnering, og som nr. 87 på ranglisten skulle Cappelen avancere til top-75 for at komme med i de fire Web.com Tour Finals turneringer, hvor der spilles om 25 PGA Tour kort.
Efter tredje runde var Cappelen nr. 18, og med en finalerunde i -2 sluttede han på en 17. plads i -8, hvilket desværre ikke var nok.
Lige ved og næsten – uden fuldt kort næste sæson
Cappelen avancerede til en 78. plads på Web.com Tour ranglisten, men det var ikke nok, da kun top-75 kommer med i slutspillet.
Dermed mister Sebastian Cappelen sit fulde Web.com Tour for næste sæson. Han vil fortsat have en kategori ved at slutte mellem nr. 76 – 100 på ranglisten, men det er en meget dårlig kategori, som reelt kun vil give adgang til ganske få turneringer om overhovedet nogen.
Dermed må Cappelen spille sig til et kort via tourskolen, hvis han fortsat skal spille på Web.com Tour. I USA er der ikke en tourskole til PGA Tour.
Er direkte kvalificeret til Final Qualifying Stage
Trods den umiddelbare skuffelse, så kan Cappelen glæde sig over, at han rykkede frem i top-85 på ranglisten.
Nr. 76 – 85 i den regulære sæson på Web.com Tour er direkte kvalificeret til Final Qualifying Stage af tourskolen, så som nr. 78 er Cappelen med i Final Stage.
Tidligere blev Final Qualifying Stage spillet over seks runder, men det er ændret i år, så der spilles fire runder fra den 10. – 13. december.
Alle de omkring 156 spillere i finalen er sikre på et Web.com Tour kort, men kun de bedste får et fuldt kort.
PGA Tour kort til top-25 på ranglisten
Top-25 på ranglisten i den regulære sæson er nu sikre på at få et PGA Tour kort næste sæson, og herudover spilles om yderligere 25 PGA Tour kort via Web.com Tour Finals, hvor også en række PGA Tour spillere fra i år er med.
Første sejr i 20 år gav PGA Tour kortet
Dicky Pride vandt turneringen i -20 foran Tim Herron i -17 og Tommy Gainey i -15.
Med sejren rykkede 46-årige Dicky Pride fra en 40. plads på ranglisten og frem som nr. 5, så han har således spillet sig til en PGA Tour kort.
I 1994 vandt Dicky Pride sin første og hidtil eneste sejr i en PGA Tour sanktioneret turnering med sejr i Federal Express St. Jude Classic.
— Læs også: Jason Day vandt igen
Selvom 45-årige Tim Herron vil være skuffet over, at han ikke vandt turneringen, så var 2. pladsen vigtig, da han startede ugen som nr. 97 på ranglisten, men han kom med i Web.com Tour Finals ved at rykke frem til en 32. plads på ranglisten.
WinCo Foods Portland Open presented by Kraft Heinz, resultat



















