Indrømmet: Det er ikke meget viden undertegnede skribent har om israelske Laetitia Beck, som fører denne uges LPGA Tour turnering efter en fantastisk første runde. Researchen viser at hun blot har klaret to cuts i 2016-sæsonen, og ikke har spillet siden runder i 77 og 78 betød et hurtigt exit fra ISPS Handa Women’s Australian Open i slutningen af februar.
– Jeg tog en pause fra turneringerne for at arbejde på mit sving. Jeg ved godt at det er lidt utraditionelt at gøre midt i sæsonen, men jeg følte at jeg var nødt til at ofre en del af turneringerne for at få styr på det, fortalte en glad Laetitia Beck efter runden.
— Læs også: Tre danskere i top-30 på LET
Og noget tyder på at hun har fundet formen. Syv birdies uden modregning blev det til på første runde, og hun fører nu med to slag ned til de nærmeste forfølgere.
Amerikanske Annie Park og australske Minjee Lee deler andenpladsen imens Mexicos Alejandra Llanesa indtager fjerdepladsen i -4.
Cheyenne Woods – niece til den efterhånden sagnomspundne Tiger med samme efternavn – var rundt i -2 på første runde og ligger på en delt 8. plads.
Yokohama Tire Classic, leaderboard



















