Jaidee fører i Tyskland, hvor Lasse vandt en Porsche

Lasse Jensen
Lørdag var moving day ved Porsche European Open, og som en af de tidlige startende ude på Golf Resort Bad Griesbach gjorde Lasse Jensen sig hurtigt bemærket.
– Læs mere: Scenarier for Europa Tour danskerne
Efter en par på første hul slog Lasse Jensen nemlig det ultimative slag på hul 2, da han slog bolden direkte i hul. En flot hole in one, der udløste en ny Porsche til garagen. Dog ikke en ny bil men en cykel. Samlet blev scoren 67 slag (-4), og det bragte ham til en 16. plads inden søndagens afsluttende runde.
Før de sidste 18 huller er Søren Kjeldsen (67) bedst placerede dansker som nummer 8, mens Lucas Bjerregaard (68) er nummer 10, og endelig er Anders Hansen (72) placeret som nummer 47.
De fire danskere og resten af feltet jagter alle Thongchai Jaidee, der jagter sin 7. sejr på Europa Touren. Den populære thailænder var lørdag rundt i 64 slag, og inden finalerunden fører han med et enkelt slag foran Ross Fisher (69), Graeme Storm (69) og Pelle Edberg (63). Der er femten spillere inden for fem slag, så der er lagt op til en spændende søndag i Tyskland.
Finalerunden kan følges live på Viasat Golf og Viaplay.dk fra kl. 12:30.
Porsche European Open, leaderboard.