Det blev til hjemmebanesejr ved Volvo China Open, hvor danske Lucas Bjerregaard ellers stod med gode chancer i førerbolden søndag. Desværre for ham – og de øvrige bejlere til titlen – så havde kinesiske Haotong Li en af sine bedste dage i karrieren.
Den 20-årige kineser gik en fantastisk og bogeyfri runde i -8, og vandt med hele tre slag foran chilenske Felipe Aguilar, der var rundt i -3 søndag. Aguilar var ellers godt med, men en dobbeltbogey på 16. hul blev dyr for chileneren.
— Læs også: Dropper Nike: McIlroy i New Balance tøj til OL
Lucas Bjerregaard måtte nøjes med en delt 3. plads efter en runde i -2. Danskeren havde inden søndag kun skrevet én bogey på kortet, men desværre kom der to snigende under finalerunden, og spillet var desværre ikke på samme høje niveau som det var lørdag.
Også Thorbjørn Olesen og Jeff Winther var med i weekendens finalerunder i Kina, og førstnævnte fik en flot afslutning på turneringen. Olesen var rundt i -5 søndag og hoppede frem til en delt 15. plads i -14. Også Jeff Winther var under par søndag. Hans -2 søndag gav ham en delt 48. plads i -7 samlet.
Haotong Li var nummer 237 på verdensranglisten inden turneringen, men kan nu se frem til et stort hop frem på listen.
Volvo China Open, leaderboard



















