Som et forsøg er onsdag det nye søndag på LET. For at øge opmærksomheden og ikke drukne i nyheder fra andre turneringer, spilles denne uges LET turnering, Turkish Airlines Open, fra søndag til onsdag.
Som den første turnering på én af de førende tours er der således finalerunde på en onsdag, og det giver mulighed for direkte sendetid på bl.a. Sky Sports og Golf Channel, og præmiesummen er samtidig fordoblet fra sidste år, så der spilles om en præmiesum på € 500.000 på The Regnum Carya Golf & Spa Resort.
Malene var bedste dansker i første runde
Fem danskere er med i feltet, og af dem fik Malene Jørgensen den bedste start, da en runde i -3 placerer hende på en delt 7. plads.
Nanna Koertstz Madsen er næstbedst som nr. 17 i -1, mens Emily Kristine Pedersen er nr. 56 i +2.
Som nr. 68 i +3 er Daisy Nielsen lige udenfor den projekterede cutgrænse, mens Nicole Broch Larsen får meget svært ved at klare cuttet, da hun er nr. 114 i +7.
Melissa Reid foran Laura Davies
To englændere har indtaget toppen af leaderboardet, og det er Melissa Reid i -8 foran Laura Davies i -7, mens Gwladys Nocera er alene på 3. pladsen i -5.
27-årige Reid har vundet fire LET turneringer, heriblandt Turkish Airlines Ladies Open 2010, men hendes seneste sejr var i 2012.
51-årige Laura Davies er den mest vindende på LET med 45 sejre, men den seneste af dem kom i 2010, hvor hun vandt fem turneringer.
Turkish Airlines Ladies Open, leaderboard



















