Nanna Koerstz Madsen lå på en andenplads efter første runde af Aberdeen Asset Managment Ladies Scottish Open, men to afsluttende bogeys blev dyre for den danske OL-spiller.
Birdies på 11. og 12. hul havde ellers sendt Nanna tæt på de førende spillere, men 17. og 18. bød på bogeys, og en runde i par rakte ikke til avancement. Nanna faldt tilbage til en delt sjetteplads i -4, og har nu seks slag op til den førende spiller.
Walisiske Becky Morgan ser ud til at være i en liga for sig selv i denne uges turnering. Efter runder i 68 og 66 slag fører hun turneringen med tre slag ned til svenske Linda Wessberg og franske Isabelle Boineau i -7.
Malene Jørgensen var for anden dag i træk rundt i par og ligger på en delt 19. plads. En ærgerlig triplebogey på par-3 hullet 11. kostede dyrt for Malene, der ellers havde kurs mod en top-10 placering inden weekendens finalerunder.
Også Emily Kristine Pedersen klarede cuttet i Skotland. Efter en anden runde i +4 faldt Emily dog tilbage til en delt 40. plads i +3 samlet.
Aberdeen Asset Management Ladies Scottish Open, leaderboard



















