Seks danskere deltager i EM for herrer på Penati Golf Resort i Slovakiet, som begyndte onsdag.
Niklas Nørgaard Møller (Kokkedal) begyndte på 10. hul, og lavede seks birdies på de første 8 huller inden en dobbeltbogey på 18. hul. På banens for-ni lavede han tre birdies og tre bogeys, og efter en runde i -4 er han bedste dansker som delt nr. 20.
De øvrige danskere er noget længere tilbage, da Sixsten Steman Jensen (Hjortespring) og Peter Launer Bæk (Odense Eventyr) er nr. 63 i -1, mens John Axelsen (Sorø), Morten Toft Hansen (Gilleleje) og Martin Leth Simonsen (Aalborg) er nr. 81 i par.
Favoritten Kinhult fører
Spanske Jon Rahm-Rodriguez, der er nr. 1 på amatørernes verdenrangliste, er ikke med i feltet, men det er svenske Marcus Kinhult, som er nr. 2.
Kinhult regnes da også blandt favoritterne, og han fik en god start med en runde i -8, så han deler førstepladsen med tjekkiske Vitek Novak, islandske Haraldur Magnug og engelske Scott Gregory.
Ashley Chesters, der blev nr. 12 i The Open, er nr. 48 i -2, mens Paul Dunne, der blev nr. 30 i The Open efter en 78’er i finalerunden, er ét slag bedre som nr. 29 i -3.
Fire runder med cut efter tredje runde
EM spilles over fire runder, så finalerunden spilles på lørdag. Der er cut efter fredagens tredje runde, hvorefter top-60 og lige er med i finalerunden.
EM for herrer, leaderboard
Et åbent EM
Turneringen kaldes populært EM for herrer, og fremgår også som sådan i DGU’s turneringsplan, men den rette titel er International European Amateur Championship.
Som ved EM for damer for nogle uger siden, hvor en inder blev nr. 2, så er det et åbent EM, og det behøver ikke nødvendigvis være en spiller fra Europa, som vinder EM for herrer. Der er dog traditionelt kun ganske få ikke-europæere i feltet.
Vinderen af turneringen kan det kommende år kalde sig ‘International European Amateur Champion Golfer’, selvom han oftest betegnes som europamesteren.



















