Søndag vandt Alex Noren karrierens største turnering, da han triumferede ved Aberdeen Asset Management Scottish Open på Castle Stuart Golf Links. Selvom sejren sendte svenskeren 50 pladser frem på verdensranglisten, så var det ikke nok til at kvalificere sig til OL, og det skyldes et afbud fra Chris Wood fra England.
– Læs mere: Søren, Thorbjørn, Nicole og Nanna klar til OL
Det antal verdensranglistepoint, der er i hver turnering, bliver fastlagt ud af de deltagende spilleres placering på verdensranglisten. Her var Chris Wood op til turneringen i Skotland nummer 22, og det gjorde, at vinderen ville få 48,00 point. Desværre så måtte Wood kort før turneringens start trække sig, og vedkommende som erstattede ham var langt nede på ranglisten, og derfor blev feltet svagere. Derfor fik Noren 46,00 point for sin sejr.
– Læs mere: Jordan Spieth melder fra til OL
Da verdensranglisten blev offentliggjort mandag, var Noren avanceret til nummer 49 med 2,6508 point. Desværre så var David Lingmerth med 2,6656 lige en enkelt plads bedre placeret, og derfor er det ham, der skal til OL i Rio. Havde Wood stillet til start i Skotland, var det Noren og ikke Lingmerth, der havde kvalificeret sig.
Udover David Lingmerth bliver Sverige repræsenteret til OL af Henrik Stenson, Anna Nordqvist og Pernilla Lindberg.



















