Efter at have overnattet lige akkurat på den rigtige side af cutgrænsen, må der have været lidt ekstra sommerfugle i maven hos Nanna Koerstz Madsen, da hun fredag slog ud på sin bare anden runde nogensinde på LPGA Touren.

Hvad end der var af nervøsitet må dog hurtigt have fortaget sig, for med fem birdies på de første otte huller strøg Nanna op igennem leaderboardet, og selvom bagni blev spillet i par og hun lukkede med en bogey, så betød hendes 68’er, at hun inden weekendens finalerunde ligger på en delt 13. plads i -5 samlet. Det er bare fire slag fra førstepladsen.

Den 22-årige Smørum-spiller kom ind i turneringen via en suveræn førsteplads ved kvalifikationen i tirsdags, og viser nu, at talentet sagtens kan bære, at være oppe mod de bedste spillere i verden.

Nanna bliver desværre eneste dansker i finalerunderne ved ISPS Handa Women’s Australian Open, da Therese O’Hara indkasserede en ærgerlig bogey på 9. hul – hendes sidste for dagen – og dermed akkurat missede cuttet.

Turneringen føres stadig af en australier. Dog har Sarah Jane Smith taget over for landsmanden Katherine Kirk, da denne ikke kunne følge op på sin flotte åbningsrunde og gled ned på en delt sjetteplads. Smith var rundt i 67 slag fredag og fører i -9 foran fire spillere – herunder svenske Caroline Hedwall – der alle er i -8.

Nannas videre færd i Australien kan følges direkte på Viaplay hver morgen, imens Viasat Golf sender forskudt om eftermiddagen. Sendetiderne kan ses på vores tv-side.

ISPS Handa Women’s Australian Open, leaderboard