Tre eagles sender Estrup til tops på tourskolen

KasperEstrup_2014_IMG_6493Kasper Estrup gik en forrygende tredje runde ved First Stage af Europa Tourens tourskole, hvor tre af fem danskere klarede sig videre til fredagens finalerunde.
På Ebreichsdorf i Østrig går top-21 og lige videre til Second Stage, og med en runde i -9 spillede Kasper Estrup sig helt frem på en delt førsteplads.
Han fik ellers en dårlig start med en bogey på 1. hul og en dobbeltbogey på 2. hul, men så lavede han tre eagles og seks birdies for en runde i -9 svarende til 63 slag. I august gik Kasper Estrup en 59’er på den svenske Nordea Tour.
I samlet -12 deler Kasper Estrup føringen med Dodge Kemmer, mens Nicolai Tinning er nr. 23 i -3, hvilket også var hans score for dagen, og han er kun ét slag fra top-21.
Europa Tour drømmen lever også for Martin Amtkjær omend det bliver svært, men med en god runde i -3 spillede han sig frem til en 40. plads i par, hvilket er fire slag fra top-21.
Alle indenfor syv slag af den sidste adgangsgivende plads klarede cuttet til fredagens finalerunde, og Simon Willer gik +1, så han misser cuttet som nr. 56 i +4. Efter en runde i +5 slutter Patrick Rasmusen som nr. 88 i +21.
Ved First Stage turneringerne spilles om en præmiesum på € 5.000 til top-5, så udover videre avancement, er Kasper Estrup også med i kampen om pengepræmierne, som kan dække nogle af udgifterne ved at deltage.
ET Q-School Stage 1 – Ebreichsdorf, leaderboard
Der er ingen danske deltagere på Collingtree Park i England, hvor stillingen kan ses på linket nedenfor.
ET Q-School Stage 1 – Collingtree Park, leaderboard
Jagten på et Europa Tour kort
I denne uge spilles den tredje og fjerde af de otte First Stage turneringer på Europa Tourens tourskole.
I sidste uge gik Benjamin Henry Poke, Peter Vejgaard, Mark F Haastrup og Daniel Løkke videre til Second Stage, og de resterende fire First Stage turneringer spilles med to om ugen de kommende tre uger.
I alle First Stage turneringer spilles fire runder, og der er cut efter tre runder, hvorefter alle indenfor syv slag af den sidste adgangsgivende plads klarer cuttet til fredagens finalerunde.
De bedste fra First Stage går videre til Second Stage på fire baner i Spanien fra den 6. – 9. november, inden Final Qualifying Stage på PGA Catalunya Resort i Spanien fra den 14. – 19. november er afgørende for, om man spiller sig til et Europa Tour eller Challenge Tour kort. Top-25 og lige i Final Stage får et Europa Tour kort.