Den anden vinder med det tredje hjerte

ErikCompton_dublinOH12-226284Erik Compton vandt ikke US Open, men sjældent har man set en så lykkelig spiller efter en 2. plads. Hans imponerende historie giver forklaringen – og stof til eftertanke.
En dårlig film
Nogen gange lyder historier fra virkeligheden som en dårlig film. Som f.eks. den om golfspilleren, der næsten vandt US Open efter to hjertetransplantationer. Da Erik Compton omfavnede sin caddie efter et imponerende par-save på 18. hul på Pinehurst i går, skulle man være lavet af stål for ikke at få en klump i halsen, hvis man vel og mærket kendte til Comptons bemærkelsesværdige (lidelses)historie.
En piges hjerte
Da Compton var dreng fik han konstateret viral cardiomyopathy, hvilket kort fortalt er en betændelsestilstand i hjertemusklen, som gør, at den ikke kan pumpe ordentligt, og den 12-årige Erik fik indopereret et nyt hjerte fra en 14-årig pige, der netop havde mistet livet i en trafikulykke. Selvom der ikke var så meget at grine af i de efterfølgende år, jokede Erik med, at han nu aldrig ville behøve at vinde en piges hjerte.
Men så begyndte han at spille golf – en passende aktivitet for en dreng, der skulle passe på hjertet og i øvrigt sloges med vægtproblemer. Det blev hurtigt klart, at Erik Compton havde talent og det endda i en sådan grad, at han vandt turneringer og spillede både Palmer Cup og Walker Cup for USA, inden han turnede pro i 2001 i en alder af 22 år. Seks år inde i sin professionelle karriere var det imidlertid ved at gå grueligt galt. 
En nødvendig fartbøde
Et hjerteanfald i 2007 var minutter fra at koste ham livet. Han insisterede på selv at køre sin bil direkte til hospitalet i stedet for at vente på en ambulance, og det blev hans redning. Han kollapsede i døren til skadestuen, men blev lige akkurat redet af en ny transplantation. Da fartbøden ankom nogle dage senere med posten, var det til at overleve!
Han fortsatte sin professionelle karriere, og efter sejre på både Nationwide Tour, Canadian Tour og European Tour (Trophée Hassan II i 2004) fik han endelig sit PGA Tour kort i 2012. Men han var stadig kendt som spilleren, der spillede golf på sit tredje hjerte og derfor havde fået tilladelse til at bruge en buggy under kvalifikationsrunderne til de store turneringer. Det ændrede sig i sidste uge.
US Opens anden vinder
Den nu 34-årige Compton missede cuttet i The Memorial i maj, hvilket måske gav ham lidt ekstra kræfter til den efterfølgende mandags US Open kvalifikation, der efter to omspilshuller gav ham adgang til årets US Open på Pinehurst – hans blot anden majordeltagelse. Han kom aldrig tættere på Martin Kaymer end fire slag under søndagens finalerunde, men der var ikke megen ærgrelse at spore i det runde ansigt undervejs. Han nød det hele i fulde drag.
Nu er Erik Harald Høie Compton, der, som det fulde navn antyder, er halvt norsk, kvalificeret til både næste års US Open og Masters, og hans 2. plads betød en veritabel raketopstigning på verdensranglisten. De 114 pladsers forbedring (187 > 73) symboliserer nok hans sindstilstand lige efter afslutningen meget godt:
 – Jeg har ikke rigtig noget at bevise overfor nogen mere. Selvom jeg aldrig spillede golf mere resten af mit liv, tror jeg, at jeg har sat mit spor i dette spil, udtalte Eric Compton.