Anders Hansen ser frem til Made in Denmark, og undskylder på forhånd, hvis han og de øvrige danskere ikke når at hilse på alle dem de kender.
Han er meget begejstret over hele setup’et på Himmerland Golf & Spa Resort, og har ikke en finger at sætte på noget:
– Det er super godt organiseret, og alt hvad jeg har set har været første klasse, sagde Anders Hansen på et pressemøde tirsdag efter han havde spillet 9 huller:
– Fairway og greens er virkelig gode, og der er ikke en finger at sætte på noget.
Anders Hansen har ikke spillet turneringer de seneste 5 uger, og i pausen har han måttet skifte caddie, da hans tidligere caddie, Nick Mumford, har valgt at skifte til Francesco Molinari.
– Jeg kan godt forstå, at han skiftede, og det er ikke nødvendigvis dårligt, for Nick og jeg har samarbejdet i mange år, og nogle gange kan et skifte være godt. Det er dog ikke den bedste optakt til en ny turnering i Danmark og efter fem ugers pause, sagde Anders Hansen.
– Husker måske ikke at hilse på alle
Anders Hansen håber og tror, at der mindst er én dansker med helt fremme på søndag, og med 17 danskere i feltet er der gode chancerne for det.
Der vil forståeligt nok være fokus på de danske Europa Tour spillere, men hvis de ikke hilser, så er det ikke fordi, at de er arrogante, men fordi de er fokuseret på arbejdsopgaven foran dem:
– Det er fantastisk med de mange tilskuere. Hvis vi ikke når at hilse på alle dem vi kender, og dem som måske synes vi burde hilse, så er det ikke fordi vi ikke vil, men vi er her for at arbejde, sagde Anders Hansen.
Noget andet end at se det på tv
Han er glad for, at danske golffans får mulighed for at se professionel golf på tætteste hold, for som han siger, er der stor forskel på at se det på tv og i virkeligheden, hvilket mange danske tilskuere vil opleve for første gang i denne uge.
Anders Hansen er derfor også begejstret for, at der er gratis adgang for børn indtil 15 år (født 1999 eller senere), og han håber at se mange juniorer blandt publikum.
Anders Hansen begynder torsdag kl. 8:20
I de første to runder skal Anders Hansen spille med David Howell og Richie Ramsay. Torsdag begynder de kl. 8:20 fra 10. hul og fredag er det kl. 13:20 fra 1. hul.
Se alle danskernes starttider her.



















