Thomas Bjørn var ikke helt tilfreds med sit spil, men havde en fantastisk uge på Himmerland Golf & Spa Resort.
Efter en finalerunde i -2 blev Thomas Bjørn nr. 4 i den første udgave af Made in Denmark, som blev vundet af Marc Warren.
– Det har været en stor oplevelse at komme hjem og spille foran alle de tilskuere. Det har været en fantastisk uge, selvom golfspillet ikke helt var på toppen, men jeg fik kæmpet mig til et resultat, sagde Thomas Bjørn efter finalerunden.
Ubeskrivelig oplevelse
Made in Denmark tiltrak mange tilskuere, som var medvirkende til at skabe en meget speciel stemning og en succesfuld turnering:
– Man kan ikke beskrive det, men når man rejser verden rundt og spiller golf og aldrig rigtig spiller i sit hjemland, så er det en speciel oplevelse at komme hjem til dette, sagde Bjørn.
Bjørn var -3 på runden efter 7 huller, og lagde lidt pres på de førende, men lavede så ti pars og en bogey på de afsluttende 11 huller:
– Jeg vidste, at jeg skulle have en god start, og det fik jeg, men så løb jeg tør på greens. Det skulle ikke være i dag, og jeg puttede ikke godt i denne uge. Golfspillet var okay, og jeg drivede bolden fantastitsk godt, sagde Thomas Bjørn og fortsatte:
– Jeg har altid sagt, at hvis man slutter i top-10 i en turnering, så har man spillet ret godt, og det gjorde jeg.
Made in Denmark, resultat