Tiger og Mickelson skal være med til at afklare, hvordan USA igen vinder Ryder Cup, da de er med i en Task Force, der skal finde løsninger på, hvordan USA kan optimere hele processen omkring Ryder Cup.
Den 11 mand store Task Force består af tidligere Ryder Cup kaptajner, spillere og ledere fra PGA of America, der står bag Ryder Cup i USA, og som nu har dannet en Task Force for at vinde Ryder Cup trofæet.
Deres opgave bliver at analysere hele Ryder Cup processen herunder valg af kaptajn, kvalifikationen, wild cards og valg af vicekaptajner, så USA kan vinde Ryder Cup, når der spilles på Hazeltine National Golf Club i Minnesota i september 2016.
Fowler, Furyk, Mickelson, Stricker og Tiger med i Task Force
PGA of America vicepræsidenten Derek Sprague og direktøren Pete Bevacqua er formænd for den nye Task Force, der herudover består af de tidligere kaptajner (og spillere) Raymond Floyd, Tom Lehman og Davis Love III samt spillere i form af Rickie Fowler, Jim Furyk, Phil Mickelson, Steve Stricker og Tiger Woods samt Paul Levy fra PGA of America.
– Jeg synes, at det er et godt skridt fra PGA for at nå det vi alle ønsker – at vinde Ryder Cup, siger Tiger Woods i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Ryder Cup er meget vigtig for alle de spillere, som får æren af at repræsentere landet. Jeg er spændt på at være en del af denne gruppe.
Azinger vil ikke være med
Paul Azinger var kaptajn, da USA senest vandt Ryder Cup i 2008, men han er ikke med i den nye Task Force. Han er angiveligt blevet spurgt, ligesom han nævnes som et muligt emne som den næste kaptajn – det kan også være årsagen til, at han ikke er med.
Efter eget udsagn vil Azinger dog ikke vvære en del af en Task Force allerede nu, men siger til Golf World, at han har aftalt et møde med PGA of America i begyndelsen af november, hvor han vil give sine synspunkter. Men som modsvar til den heftige kritik der har været i USA, så har man handlet nu ved at danne denne Task Force.
Ingen af de tre kaptajner har vundet Ryder Cup!
Før Azinger var de seneste vindende kaptajner Ben Crenshaw i 1999, Tom Watson i 1993 og Dave Stockton i 1991.
Ingen af dem er dog blandt de tre tidligere kaptajner, som nu skal analysere hvad USA kan gøre bedre. Det er derimod Raymond Floyd, der var kaptajn da USA og Europa spillede 14 – 14 på The Belfry i 1989.
Tom Lehman var kaptajn, da USA tabte på K-Club i 2006, mens Davis Love III tabte som kaptajn på Medinah i 2012. Ingen af de tre kaptajner i Task Forcen har dermed vundet Ryder Cup som kaptajn, og det virker lidt underligt, at der ikke er nogen vindende kaptajn med i gruppen.
USA har vundet Ryder Cup flest gange
Europa har vundet Ryder Cup de seneste tre gange og hele 10 ud af de seneste 12 gange.
Ryder Cup blev spillet første gang i 1927, og siden da har USA dog vundet 25 udgaver, mens Europa kun har vundet 13 gange og to gange har man delt.
Oprindeligt var Ryder Cup et opgør mellem USA og Storbritannien. USA var dog ret suveræne i de første mange år, så det blev ændret, og i 1973, 75 samt 77 var det USA mod Storbritannien og Irland, mens det siden 1979 har været USA mod hele Europa.



















