Ian Poulter giver Nick Faldo tørt på i sin nye bog. Faldos negative kommentarer om Sergio Garcia under Ryder Cup falder ikke i god jord hos ’Poults’.
Vi skal lige have historien på plads. Nick Faldo var kaptajn for det europæiske hold i 2008 udgaven af Ryder Cup på Valhalla. Europa tabte klart 11.5-16.5, men selvom der var skuffelse at spore hos alle de involverede europæere, blev der ikke kastet med mudder mod Faldo, som vi har set det efter det amerikanske nederlag i år.
Garcia var ’ubrugelig’
Nu er Nick Faldo så gået tv-kommentator vejen, og i den egenskab var han på plads i boksen hos Golf Channel under den netop overståede Ryder Cup på Gleneagles, hvor han i sin velkendte, bramfri stil gav sin mening til kende om dette og hint. Også om Sergio Garcia, der blev betegnet som ’ubrugelig’ og med en ’dårlig attitude’ dengang i 2008, hvor Faldo ’bænkede’ ham lørdag eftermiddag.
Hvem var ubrugelig?
Garcia svarede igen under et pressemøde på Gleneagles ved at svare, at ’der var mange ting, (han) kunne sige om Nick Faldo’, men at han ikke ville ’sætte sig selv ned på hans niveau’. Nu får Garcia så fuld opbakning fra holdkammeraten Ian Poulter, der i sin nyligt udgivne bog ’No Limits: My Autobiography’ ikke lægger fingrene imellem i sine kommentarer.
– Sergio tager det tappert, men resten af gutterne er rasende. Jeg er chokeret over, at han sagde det. Det er fuldkommen mangel på respekt. Det er billige point, og det er den værst mulige timing, skriver Poulter og vender straks revolveren om i retning af sin tidligere kaptajn:
– Det får mig til at grine. Faldo taler om én, der var ubrugelig under Ryder Cup 2008. Det er den Ryder Cup, hvor han var kaptajn. Den Ryder Cup, hvor det europæiske hold tabte stort. Og han var kaptajn. Så hvem var ubrugelig? Faldo skulle måske se sig selv i spejlet. Jeg har altid haft det fint med Faldo, og jeg har stor respekt for, hvad han har opnået, men dette føles som sure rønnebær. Det føles som en fyr, der stadig er bitter over, at han tabte i 2008, skriver Poulter.
Fløjlshandsken er kastet
Den amerikanske golfpresse har efter nederlaget på Gleneagles været fyldt med debat om både kaptajnen (Tom Watson), nederlaget, statistikken de senere år og procedurerne i forbindelse med udvælgelsen af holdet og kaptajnen, og ifølge Poulter kan en ny og uskøn debat være på vej i Europa – selvom det drejer sig om et nederlag i 2008.
– Faldo har mistet megen respekt fra spillerne på grund af sine udtalelser. Der var mange ting, som mange af spillerne var utilfredse med på Valhalla, men ingen af os kritiserede ham. Han finder nok ud af, at det vil ændre sig nu, skriver Poulter.



















