Det kommer næppe som den store overraskelse, men en af de største personligheder i Ryder Cup’ens historie melder sig nu klar til at tage sin tørn som kaptajn. Han har dog lige et par ting, han skal nå først.
Ian Poulter fortalte i et interview med BBC, at han håber at have 10 år mere som spiller i sig, før han overhovedet bliver spurgt.
– Hvis jeg nogensinde bliver spurgt, ville jeg elske at være kaptajn for et Ryder Cup hold, lød det fra Poulter.
Den farverige englænder havde en af sine mest forglemmelige Ryder Cup præstationer på Gleneagles tidligere på året, hvor han måtte nøjes med en 0-1-2 statistik.
Poulter, der er 38 år gammel, har spillet på fem Ryder Cup hold, og på trods af en knapt så god præstation i år, så er han imponerende 12-4-2 samlet.
Adspurgt om hvem der skal være kaptajn på Hazeltine i 2016, kaldte Poulter Darren Clarke for en stærk kandidat.
– Han har et fantastisk forhold til alle spillerne, og han vil være en særdeles værdig kaptajn, lød anbefalingen fra Poulter.



















