Padraig Harrington siger, at Paul McGinley har gjort det sværere for alle fremtidige Ryder Cup kaptajner. Ikke fordi McGinley har gjort noget forkert, men fordi han tilsidesatte sin egen karriere, og brugte al sin tid på Ryder Cup.
– Han har gjort jobbet som kaptajn meget sværere for alle kaptajner i både Europa og USA. Man skal fremover leve op til hans standard, som var formidabel, sagde Padraig Harrington til Sirius XM PGA Tour Radio og fortsatte:
– Ingen af vores tidligere gode kaptajner udførte jobbet som Paul McGinley gjorde. Han gjorde det helt anderledes.
– Vores tidligere kaptajner var meget mere følelsesmæssige omkring det de gjorde, og det har virket godt. Men fremadrettet vil det lægge pres på kaptajnerne, for de ikke vinder, vil se tilbage og sige; Du brugte ikke 3½ år af dit liv på Ryder Cup som Paul McGinley gjorde. De seneste to år af hans egen aktive karriere som spiller, har han sat til side for at være Ryder Cup kaptajn, og det lægger pres på fremtidige kaptajner.
Harrington har spillet Ryder Cup seks gange i 1999, 2002, 2004, 2006, 2008 og 2010. Ved Ryder Cup 2014 fik han debut som vicekaptajn under Paul McGinley.
Lige siden Ryder Cup har McGinley fået megen ros, og Rory McIlroy og Lee Westwood sagde umiddelbart efter sejren på Gleneagles, at han var enmodel for fremtiden. Så ville det jo umiddelbart være nærliggende, at McGinley igen bliver kaptajn, men det har han afvist.
Ryder Cup 2016 spilles på Hazeltine National Golf Club i Minnesota, USA.



















