Darren Clarke, Thomas Bjørn og Miguel Angel Jiménez var kandidater til at blive den næste europæiske Ryder Cup kaptajn, som blev udnævnt i dag.
Helt som ventet blev det 46-årige Darren Clarke, som bliver kaptajn i 2016, og han skal stå i spidsen for holdet på Hazeltine i USA fra den 30. september til 2. oktober 2016.
De har valgt den kommende kaptajn
Som noget nyt er opgaven om at vælge den kommende europæiske Ryder Cup kaptajn blevet uddelegeret til et panel bestående af de tre seneste europæiske Ryder Cup kaptajner – Paul McGinley, José María Olazábal og Colin Montgomerie – samt Europa Tour direktøren George O’Grady og David Howell som repræsentant for European Tournament Commitee.
Clarke, Bjørn eller Jiménez
Som kandidater til rollen som kaptajn nævnte panelet efterfølgende Darren Clarke, Thomas Bjørn og Miguel Angel Jiménez.
Allerede inden udnævnelsen var Darren Clarke storfavorit, ikke mindst efter at både Bjørn og Jiménez har udtalt, at de gerne fortsat vil fokusere på deres egen karriere, og måske ikke var helt klar til at påtage sig rollen som kaptajn.
Alle fem i panelet var enige om, at Darren Clarke er den rette til posten, så det var et enigt panel, som valgte ham.
Clarke har spillet Ryder Cup fem gange
Darren Clarke har spillet Ryder Cup fem gange i 1997, 1999, 2002, 2004 og 2006. Han var vicekaptajn for Colin Montgomerie i 2010 og for José María Olazábal i 2012.
Clarke har vundet 14 gange på Europa Touren, og hans hidtil største sejr er The Open 2011, hvilket også er hans seneste Europa Tour sejr.



















