Den svenske Nordea Tour har indført et totalt rygeforbud for spillere og caddier.
Forbuddet gælder fra starten af runden til man er helt færdige og klar til at aflevere sit scorekort. Før og efter runden må der kun ryges i bestemte rygeområder, som touren udpeger.
– Det handler om image, og vi vil fremhæve, at det er en attraktiv sport, og der stikker rygningen ud. Vi forbyder dog ikke snus og nikotintyggegummi, siger Nordea Tour chefen Mikael Sorling til Golf.se.
Han siger, at der ikke har været problemer med rygning, og at ganske få af spillerne ryger. Men af hensyn til live-tv på internettet og sammendragene på Viasat Golf, så har man indført forbuddet:
– Det ser ikke godt ud, at der kommer røg ud under paraplyerne, siger Mikael Sorling.
Bøde på € 100 for overtrædelse
Overtræder man rygeforbuddet, så venter der en bøde på € 100, og forbuddet gælder også ansatte på Nordea Tour og dommere.
Dog vil de frivillige hjælpere ikke blive idømt bøder:
– Vi anbefaler dem at gøre det samme, men vi giver ikke en bøde, hvis en scoremodtager bag 15. green sniger sig ud i skoven for at ryge.



















