Jeff Winther blev første dansker under par, siden Joachim B. Hansen var tidligt i klubhuset torsdag morgen. Runden i 70 slag sender den velspillende Kokkedalprofil godt frem i stillingen inden søndagens finalerunde.
– Det var rigtigt godt i dag. Jeg ramte bolden rigtigt godt, og jeg tror faktisk ikke, at jeg missede en fairway hele dagen, sagde Winther efter runden.
– Det er sjældent man er så godt tilfreds efter en runde i en enkelt under par, men lige i den her uge, er det ret godt, grinede altid muntre Winther, inden han takkede de fremmødte tilskuere.
– Det var ikke meget varme derude i dag, men alligevel var der lidt klapsalver undervejs. Jeg synes, det har været så sindssygt fedt at spille i denne uge. Det er en verdensklassebane og et kanon setup, og det er virkelig motiverende at spille foran så mange danske tilskuere, sluttede Winther, der stadig kan nå at få værdifulde penge og ranglistepoint med fra Royal Golf.
– Nu må vi se, hvor jeg ligger inden i morgen, men hvis man kan finde lidt birdies i morgen og skyde 68 eller 69, så tror jeg på, at jeg kan kravle op i nærheden af top-10 fortsatte den nybagte far, der kan se frem til mere golf de næste uger.
Mere Winther-golf
– Jeg har lige fået et wildcard til turneringen i næste uge på Challenge Touren, så det er jeg rigtig glad for. Det begynder at ligne en god sæson, og det er dejligt at få lov at spille en masse, for jeg føler, at jeg rammer bolden rigtigt godt, sluttede Winther.
Jeff Winther kan grundet sin placering på Challenge Tour ranglisten i 2014 ikke vælge og vrage mellem turneringerne i år. Derfor kan hvert wild card og hver invitation være med til at sikre Winther en bedre kategori på Challenge Touren, således at han fra næste sæson kan spille fuldt program.
Jeff Winther rykker med sin runde i 70 slag, en under par, til samlet seks over par. Det placerer i skrivende stund Winther som nummer 25, men flere spillere foran ham, er stadig på banen.
Andreas Hartø gjorde senere Jeff Winthers kunststykket efter og skrev under på en runde i 70 slag. Det endda med en 7’er på hul 17.
Se stillingen ved Made in Denmark Challenge her.



















