PGA Sweden National er klar – næsten

PGANaSE_VG_1Det er ikke ofte, at vi som kommentatorer på Viasat Golf får lejlighed til at prøvespille en værtsbane på European Tour, umiddelbart før turneringen. Det er faktisk uhyre sjældent og det bunder naturligvis i geografiske udfordringer. Derfor var det en ren gave, da PGA of Sweden National inviterede til test af Lakes Course, der lægger græs til næste uges Nordea Masters på European Tour.
Sammen med kollega Henrik Knudsen og anlæggets danske presseofficer, Kevin Chen, drog vi over Øresundsbroen onsdag morgen. Mørke skyer og kraftig vind gav minder om sidste års udgave af Nordea Masters, hvor spillerne blev voldsomt udfordret af blæsevejr på flere af runderne. Og vind fik vi da også masser af, men vind er netop et af banens bedste forsvar og årsagen til, at sidste års vinderscore i Nordea Masters ‘kun’ blev 16 under par efter de fire runder.
Standen på banen er helt som forventet, når European Tour skal på besøg, om end moder natur i år har drillet arrangørerne. Det kolde og våde forår har bestemt ikke gjort vækstbetingelserne optimale og det kan ses især på fairways, der er en smule ujævne og med tørvehuller hist og her som ikke rigtigt er kommet sig endnu. Heldigvis er der en uge endnu til at få det sidste på plads.
Roughen på banen er nok heller ikke helt så saftig og moden som arrangørerne havde kunnet ønske sig, til gengæld må man glæde sig over nogle greens, der er i absolut fantastisk stand. Og netop greens kan vise sig, at blive banens bedste forsvar mod de dygtige proer i næste uge, hvis vejret udvikler sig som meteorologerne spår, med svage vinde og stigende temperaturer.
Det er en udsøgt fornøjelse at putte på de overflader som man finder på Lakes Course. Det er som at se en billardkugle trille på det grønne klæde – ikke en ujævnhed, ikke et hop, og her må man rose gæster og personale på banen for, at have ordnet alle nedslagsmærker. Greens er store og ganske kuperede og man kan hurtigt – på vores niveau – rode sig ud i et treputt eller det som er værre, hvis ikke man kan placere bolden de rigtige steder. Mit gæt på greenhastigheden under vores besøg er på ca. 10 på stimpmeteret. Det skal blive spændende at se, om det kan lykkes for arrangørerne at tørre greens ud og hvor hurtige de kan lave dem til turneringsdagene.
Lakes Course er, ligesom den anden 18-hullers bane på anlægget, Links Course, designet af Kyle Phillips, og det er generelt en rigtig fin golfbane hvor det er svært at finde kritikpunkter. En ganske lang bane fra backtee, men man kan vælge mellem syv forskellige teesteder og således finde en længe der passer lige til det handicap man har. Der er generelt rigtigt god plads fra tee og er man skæv fra tee, kan som som oftest finde sin bold i roughen uden problemer.
IMG_5057Der er mange rigtigt gode golfhuller, lad mig nævne 9. hul, 13. hul, 17. hul og 18. hul som nogle af mine favoritter. Pudsigt nok er det fire huller med vand i spil. Så selvom banen på mange måder favoriserer langtslående spillere, så skal man kunne så meget andet for at gøre det godt på Lakes Course. Ikke mindst skal man undgå de mange og som regel meget velplacerede bunkers. Og tænk bare på hvem der vandt Nordea Masters 2014 – navnet er Thongchai Jaidee fra Thailand, der i den sæson blev nummer 134 på Driving Distance statistikken på European Tour.
Holder vejrudsigten for turneringsdagene i næste uge, kan vi risikerer en meget lav vinderscore i år. Og jeg vil endda gå så vidt til at at spå en ’59-watch’ situation – hvis altså vi får en dag med næsten ingen eller ingen vind. Den gældende banerekord er i øvrigt fra 2011 og på 63 slag og den er sat af – Andreas Hartø.
Hverken Knudsens eller min score på runden fortjener nærmere omtale, til gengæld er det værd at nævne unge Kevin Chen, 20-årig elitespiller fra Værløse som er udstyret med et plus handicap, gik runden i 70 slag, to under par og scorede 42 (!) stablefordpoint. Bemærkelsesværdigt og imponerende med forholdende taget i betragtning.
Modsat mange andre baner som hæver priserne i sommerferien, vælger man på PGA of Sweden National, at sætte greenfeepriserne ned i perioden fra 29. juni til 16. august. I den periode koster en runde på enten Links Course eller Lakes Course 790 svenske kroner, med dagens kurs svarende til ca. 635 danske kroner. Derudover er der mulighed for alle typer af arrangementer for grupper, klubber m.m. og er man interesseret i dette, kan man kontakte Kevin Chen på kevin.chen@pgaswedennational.se.
Banen holder dog lukket fra i dag og frem til starten af uge 24. Lige nu forbereder man sig til en travl uge med clinics, Pro Am turneringer m.m. og til at tage imod de 156 deltagere til Nordea Masters, der begynder torsdag i næste uge. Der bygges dog stadig for fuld kraft; teltby, tribuner, toiletter, pressecenter m.m. mangler stadig at blive færdigt, men man er ikke i tvivl om, at der venter en stor begivenhed når man bevæger sig rundt på banen. Så PGA of Sweden National er klar til Nordea Masters – næsten!
Links
Baneguide Lakes Course:
www.pgaswedennational.se/da/golf-2/links-course-2/baneguide
Greenfee priser:
www.pgaswedennational.se/da/golf-2/greenfee-og-golfpriser
Nordea Masters 2015:
www.nordeamasters.se
IMG_5064