En tæt tåge forsinkede starten af Portugal Masters i næsten en time, så 14 spillere nåede ikke at blive færdige med første runde torsdag. De otte danskere er dog i klubhuset, og Thomas Bjørn er bedste dansker.
Portugal Masters er den næstsidste regulære turnering, så der kæmpes for at komme med i Final Series turneringerne og for at holde Europa Tour kortet.
Thomas Bjørn kan nå at komme med i Final Series, men det kræver en sejr eller en udelt 2. plads, da han ikke spiller i næste uge. Det bliver svært, men er ikke umuligt efter en første runde i -4, der placerer Bjørn på en delt 12. plads.
Søren Kjeldsen og Anders Hansen i top-25
Søren Kjeldsen begyndte på 10. hul og var -3 efter 15 huller, inden han lavede en dobbeltbogey på banens 7. hul. Han sluttede dog godt af med to birdies, så det endte med en runde i -3 og en placering som nr. 22.
Anders Hansen, der ligeledens begyndte på 10. hul, var -5 efter 15 huller, men lavede så en tredobbelt bogey på 7. hul, og efter en afsluttende birdie er han ligeledes på den delt 22. plads i -2.
Anders Hansen indstiller karrieren efter denne sæson, og medmindre han vinder og kvalificerer sig til Final Series, så bliver Portugal Masters hans sidste turnering.
Morten Ørum Madsen er nr. 47 i -1, Thorbjørn Olesen nr. 68 i par og Lucas Bjerregaard er nr. 87 i +1
Lasse Jensen gik +2 efter en dobbeltbogey på sidste hul, så han er nr. 98 ud af de 125 deltagere. Han kommer næppe med i næste uges UBS Hong Kong Open via sin kategori, men et klaret cut kan være meget værdifuldt, hvilket der kan læses mere om i denne artikel.
Søren Hansen var +4 på de sidste 2 huller
Med start på 10. hul lavede Søren Hansen to bogeys på banens bag-ni, men han kom stærkt tilbage med fire birdies i træk fra banens 4. hul.
— Læs også: Anders Hansens karrierestop hjælper ikke Søren Hansen
Desværre kom der så en bogey og en tredobbelt bogey på de sidste 2 huller, så Søren Hansen er ligeledes nr. 98 i +2.
Colsaerts og Sullivan deler føringen
Sidste år havde Nicolas Colsaerts et putt på sidste hul for en 59’er i første runde af Portugal Masters, men måtte nøjes med en runde i 60 slag (-11).
Helt så lavt blev det ikke i dag, men efter bl.a. to eagles deler Colsaerts føringen i -7 med Andy Sullivan.
Thomas Aiken, der fik et PGA Tour kort via Web.com Tour Finals, kom godt fra start og efter bl.a. to eagles var han -6 efter de første 8 huller, og det blev også hans score for dagen, og han deler 3. pladsen med Thomas Pieters, David Drysdale og Eduardo de la Riva.
Bernd Wiesberger er nr. 22 i -3, Martin Kaymer er nr. 47 i -1 og Marc Warren nr. 68 i par.
Sidste år blev turneringen afkortet til 36 huller, og Alexander Levy vandt i -18 efter imponerende 18 birdies og 18 pars! Så let var det ikke for Levy i år, da han som nr. 87 i +1 er udenfor den projekterede cutgrænse.
— Læs også: Får Rory overtalt Tiger til at deltage i Irish Open?
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte fredag fra kl. 12:30 – 14:30 og igen fra kl. 16:00 – 19:00, lørdag fra kl. 15:00 – 19:00 samt søndag fra kl. 14:00 – 18:30.
Selvom det ikke er alle der er færdige, så er det planen at anden runde begynder som planlagt kl. 9 dansk tid fredag morgen. Se starttider for anden runde.
Portugal Masters, leaderboard



















