Et år er gået, siden Sebastian Cappelen vandt på Web.com Tour i sin professionelle debut.
Han kommer direkte fra US Open, hvor han var flot nr. 26 i par efter første runde, men han missede cuttet som nr. 147 efter +15 i anden runde.
Sebastian Cappelen har ikke haft en speciel god sæson på Web.com Tour, da han er nr. 99 på pengelisten efter 11 spillede turneringer. Hans hidtil bedste placering i år er en 18. plads i Rust-Oleum Championship, som blev spillet for to uger siden.
Vandt sin første turnering som professionel
Nu er han så tilbage på Crestview Country Club i Kansas, hvor han i juni 2014 vandt i sin professionelle debut.
Efter en flot amatørkarriere hvor han som nr. 4 på amatørernes verdensrangliste er den hidtil bedst placerede danske herre, fik nu 25-årige Sebastian Cappelen en fantastisk start på sin professionelle karriere, da han vandt Air Capital Classic. Han kom med i turneringen via mandagskvalifikationen, og gik hele vejen og vandt.
Mange kendte navne blandt de tidligere vindere
Air Capital Classic er én af få Web.com Tour turneringer, som er blevet spillet hvert år siden PGA Tourens udviklingstour, der oprindelig hed Ben Hogan Tour, blev dannet i 1990.
Tom Lehman vandt den første udgave i 1990, David Duval vandt i 1993, David Toms i 1995, Ben Crane i 2000, Jason Dufner i 2001 og Jhonattan Vegas i 2010.
Var tæt på at få PGA Tour kortet sidste år
I den regulære Web.com Tour 2014 sæson fik top-25 kort til PGA Tour, og her sluttede Sebastian Cappelen desværre lige udenfor som nr. 26 på pengelisten, og han var blot sølle $ 1.463 fra at sikre sig PGA Tour kortet.
Han havde siden muligheden for at spille sig til et PGA Tour kort via Web.com Tour Finals, men det lykkedes desvære ikke.
På Web.com Tourens rangliste over flest birdies pr. runde var Cappelen nr. 2 sidste sæson, da han i gennemsnit lavede 4,42 birdies pr. runde. I denne sæson er hans gennemsnit 3,95 birdies pr. runde, hvilket placerer ham som nr. 48 på listen, der føres af Lucas Lee med imponerende 5,28 birdies pr. runde.
Tog føringen i sin debut på PGA Tour
I november 2014 fik Cappelen sin debut på PGA Tour, da han fik en sponsorinvitation til Sanderson Farms Championship. Her førte han med to slag efter første runde, og det blev til en godkendt debut med en flot 35. plads.
Air Capital Classic presented by Aetna, leaderboard



















