Nicole og Nanna i top-25 ved British Open

NicoleBrochLarsen_WomensBritishOpen15_FBNicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen er i top-25 ved Ricoh Women’s British Open på Trump Turnberry Resort i Skotland, og Emily Kristine Pedersen er ikke langt fra cutgrænsen.
Nicole lavede fire birdies og en bogey for en runde i -3, der placerer hende på en delt 14. plads sammen med bl.a. verdensetteren Inbee Park.
Nanna er ét slag længere tilbage som nr. 23 i -2 efter en runde med en eagle, tre birdies og tre bogeys. Emily lavede fem birdies men også fire bogeys og en dobbeltbogey for en runde i +1, men som nr. 80 skal hun ikke hente meget for at klare cuttet til weekendens finalerunder.
Kim foran Ko og Kerr
Hyo Joo Kim fører i -7 foran Lydia Ko og Cristie Kerr i -6, mens Q Baek og So Yeon Ryu deler 4. pladsen i -5.
Suzann Pettersen er blandt otte spillere på en delt 6. plads i -4, mens den forsvarende mester Mo Martin er nr. 23 i -2.
Flere havde det svært på Turnberry, hvor Michelle Wie er nr. 116 i +4 og Karrie Webb er blandt de sidste i feltet som nr. 141 i +8.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte fredag kl. 14 – 18 samt lørdag og søndag fra kl. 15 – 19. Se starttider for anden runde.
Ricoh Women’s British Open, leaderboard
Forskel på majors i Europa og USA 
Mens der hos herrerne er enighed om, hvilke turneringer der betragtes som majors, så tæller majors hos damerne ikke på alle tours.
Da LPGA er den største tour, er det derfor oftest deres majors, man tager udgangspunkt i. På LPGA er der fem majors med ANA Inspiration, KPMG Women’s PGA Championship, US Women’s Open, Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.
De amerikanske majors tæller ikke på LET’s pengeliste, og på LET er der kun to majors med Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.