Det unge talent John Axelsen har fået et wildcard af Dansk Golf Union til Made in Denmark. Wildcardet er en del af samarbejdet mellem Dansk Golf Union og Made in Denmark.
17-årige John Axelsen har på trods af sin unge alder en imponerende golfkarriere, der inkluderer bronze og to sølv-medaljer til European Young Masters (U16 EM), en 5. plads i Youth Olympic Games, samt udtagelse til Junior Ryder Cup 2014 og EGA’s Jacques Leglise Trophy i år.
– John er en meget erfaren spiller, som har deltaget i talrige internationale turneringer og hans flotte spil og 2. plads i Carris Trophy for 2 uger siden, var nok det, der gjorde udslaget, da wildcardet skulle tildeles, siger Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union.
Martin Leth Simonsen skifter mandag sin amatørstatus ud med en professionel karriere, og dermed bliver Axelsen den eneste amatør i turneringen. Han bliver den 20. dansker i feltet, så der bliver masser af hjemlige spillere at holde øje med i næste uge.
Som amatørlandsholdsspiller har John ikke mulighed for at vinde pengepræmier, hvis det skulle gå ham godt i turneringen, men resultatet vil tælle til amatørverdensranglisten.



















