
De to sidste runder af Danmarksturneringen blev spillet i den forgangne weekend, så Danmarks bedste klubhold er klar til finalespil. Andre rykkede ned, mens nogle puljevindere skal i oprykningsspil.
I Danmarksturneringen er der typisk fire hold i hver pulje, og der spilles seks kampe over tre weekender, så holdene har spillet mod hinanden både ude og hjemme.
Find resultater for din egen klub
Med mange hold og puljer kan det være svært at finde sin egen klub, men man kan søge efter sin egen klub under henholdsvis herrer, damer, seniorer og veteraner.
Trykkes på link ovenfor, er alle puljer blå, men skriver man klubnavn i søgefeltet øverst til højre, så markeres de puljer, hvor den givne klub har et hold med.
De bedste rækker i Danmarksturneringen hedder Santander Division, hvor der hos herrer og damer er en Øst og en Vest pulje. De to bedste fra hver pulje har nu kvalificeret sig til finalespillet, som spilles den 5. og 6. september i Esbjerg.
Der er også oprykningsspil den 5. – 6. september, mens finalespillet for seniorer og veteraner spilles i Odense Eventyr den 12. – 13. september.
Kokkedal ubesejret hos herrerne
I herrernes Øst-pulje af Santander Divisionen blev Kokkedal en suveræn vinder med 11 point, og det eneste point de satte til, var en delt match mod Søllerød i sidste runde.
Furesø blev nr. 2 med 6 point, så de følger Kokkedal til finalespillet, mens Søllerød fik 5 point. Odense Eventyr med 2 point rykker ned i 1. division.
Vest-puljen blev vundet af de forsvarende mester fra Aalborg med 10 point foran Holstebro med 7 point, så de to jyske klubber skal endnu engang spille om medaljer. Gyttegård blev nr. 3 med 4 point, mens Ikast med 3 point rykker ned.
Danmarksturneringen herrer, puljer og resultater
Smørum og Sønderjylland med maksimum hos damerne
Santander Divisionens damerække Øst blev vundet af de forsvarende Danmarksmestre fra Smørum, med bl.a. LET spillerne Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen på holdet. Smørum vandt alle deres seks matcher, og med suveræne 12 point vandt de foran Hillerød med 6 point, så Smørum og Hillerød er videre til finalespillet. Hjortespring sluttede med 5 point, mens Køge med 1 point rykker ned.
I Vest blev Sønderjylland en suveræn vinder med 12 point, og de er klar til finalespillet sammen med Odense, som opnåede 4 point. Vejle og Sorø havde ligeledes 4 point, men efter reglen om Match-point er Odense klar til finalespillet, mens Sorø rykker ned.
Danmarksturneringen damer, puljer og resultater



















