Søren Hansen gør sig tanker om livet efter Europa Touren

IMG_3466
I fjor måtte en meget skuffet Søren Hansen melde fra til Made in Denmark, men i dette års udgave var han til start. Desværre blev det til et misset cut, men der var dog stor glæde at spore for at have været med.
– Det var helt vildt fedt. Jeg sagde i går på tv, at jeg synes, det var en fantastisk oplevelse. Himmerland er et sted for mig, hvor jeg kan huske, jeg kom op som lille, hvor min far tog mig med op at spille. Dengang var det en legeplads nærmest, så at det er blevet en Europa Tour legeplads er fantastisk. Fantastisk publikum og super godt arrangeret. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, det kun blev til to dage, men det har været rigtig fedt.
Søren Hansen har spillet i alle de store turneringer heriblandt majors og Ryder Cup, men det har været meget specielt at spille i Himmerland og opleve Himmerland Hill.
– Jeg synes hul 16 var helt fantastisk. Det har lidt det samme som Sawgrass hul 17, og man bliver ligesom ramt, når man kommer dertil. Det er et super hul og en super idé, men jeg synes også hul 7 og hul 10 fortjener også ros, og det samme omkring hul 9 hvor folk kan sidde. Det er smart set, at folk kan sidde og flade ud og nyde solen.
Som professionel har Søren Hansen rejst over hele verden, og det er sjældent, at det er blevet til optrædener i Danmark, så det har været dejligt komme hjem og spille foran et dansk publikum.
– Der går lidt lang tid imellem, men det fedt, for folk er generelt glade. Jeg synes, det spejler igennem, at det er et dansk publikum, for de er lidt mere glade end andre steder, uanset hvordan det går. Det er noget specielt at spille foran et dansk publikum, og det er snakken igennem players lounge, at hvorfor kan der ikke være samme stemning alle steder.
Inden Made in Denmark lå Søren Hansen blot nummer 193 på Race to Dubai Rankings, og det at det nu er blevet til 445 turneringer på Europa Touren, begynder også at sætte sine spor hos den 41-årige. Derfor er der også gjort tanker på livet, når tourkarrieren er forbi.
– Jeg må også indrømme, at jeg synes, det er blevet hårdt at spille, og jeg begynder at tænke lidt over det. Det er måske også derfor det måske glipper i dag, efter jeg spiller fantastisk på de første ni huller og smider så det hele væk på hul 11. Det er lidt som om, at det tærer lidt på kræfterne, så jeg er også begyndt at tænke lidt på, hvad jeg ellers kan lave. Der er ingen tvivl om, at når jeg ser den opbakning, der er til dansk golf, så føler jeg også, at jeg ville kunne tilfører endnu mere, så folk kunne få glæde af, at jeg har været herude i 15 år og spillet topgolf. Det synes jeg også, jeg skylder dansk golf. Nu har jeg lige en agenda her resten af året, og så tager jeg en status. Jeg går med en lille smule andre tanker, hvis jeg skal være helt ærlig.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender live fra tredje runde lørdag kl. 13:00 – 17:00.
Made in Denmark, leaderboard.