Danske Sebastian Cappelen kunne desværre ikke gentage sin bedrift fra fredagens anden runde ved News Sentinel Open på Web.com Touren, hvor han med en runde i -6 rykkede frem til en delt 49. plads.
En tredje runde i -1 bestående af fire birdies og tre bogeys sendte desværre Cappelen en smule tilbage i feltet til en delt 52. plads inden søndagens finalerunde.
Amerikanske Matt Fast fører fortsat turneringen efter en tredje runde i -3, hvilket sendte ham til -15 totalt. Et slag efter ligger australske Steve Allen, imens amerikanerne Patton Kizzire og Matt Davidson samt sydkoreanske D.H. Lee deler tredjepladsen i -13.
— Læs også: 59’er af Kasper Estrup på Nordea Tour!
Cappelen kæmper for at spille sig yderligere frem på Web.com Tour ranglisten, hvor han efter denne og næste uges turnering skal være nummer 75 for, at komme med i slutspillet.
Der er kun to turneringer tilbage i den regulære Web.com Tour sæson inden de fire Finals turneringer, hvortil top-75 på ranglisten er kvalificeret. Cappelen er pt. nr. 86 på ranglisten, og han er dermed under pres for at komme med i slutspillet.
Top-25 på pengelisten i den regulære sæson er sikre på et PGA Tour kort næste sæson, og herudover spilles om yderligere 25 PGA Tour kort via Web.com Tour Finals, hvor der også deltager spillere fra PGA Tour.
News Sentinel Open presented by Pilot, leaderboard



















