Danske Nina Agdal, der lever et liv som supermodel i New York, har kastet sin kærlighed på golfspillet – og hun er faktisk ikke helt ueffen.
Den 22-årige, der var på forsiden af Sports Illustrated Swimsuit Edition tidligere på året, tager lektioner, og viser jævnligt på sin Instagram-konto, at svinget bliver bedre og bedre. Man skal godt nok lige bladre igennem en række modelbilleder for, at finde videoerne. Skulle man ikke orke det, så har vi samlet de væsentlige videoer her nedenfor.
Nedenfor er en video fra januar, hvor Nina Agdal netop var startet med golf, og allerede her påstår hun, at hun sendte bolden ud forbi 180-meter mærket.
Allerede dengang begav hun sig også ud på golfbanerne, og som det ses på nedenstående video, så ser svinget ikke helt skidt ud. At hun så tee’er bolden op udenfor teestedet, er en anden sag. Reglerne skal der nu nok komme styr på.
Tirsdag lagde Agdal så igen en video ud. Og forbedringen er tydelig, at se. Nu står hun på drivingrange med sigtepind, og opstillingen og vægtskiftet har taget væsentlige skridt mod det bedre.
Der er nok et stykke vej til, at Agdal kommer ind på LPGA Touren, så indtil da må vi nøjes med, at følge med på Instagram.



















