Lasse Jensen rykkede frem og Søren Hansen tilbage i anden runde af Europa Tour turneringen M2M Russian Open, hvor begge er med i finalerunderne.
Lasse Jensen gik anden runde i -2, hvilket gav 15 pladsers fremgang til en 33. plads i -3.
Som nr. 29 var Søren Hansen bedste dansker efter første runde, men +2 sendte ham 28 pladser tilbage til en 57. plads i par, hvilket blev cutgrænsen.
Dredge fører med et enkelt slag
I toppen af leaderboardet overtog Bradley Dredge føringen, da han var blandt dagens bedste med en runde i -5, og Dredge fører i -10 foran Lee Slattery i -9 og Daniel Gaunt i -8.
Ben Evans, Pablo Martin Benavides og Estanislao Goya deler 4. pladsen i -7.
Made in Denmark vinderen David Horsey gik -1, og er på en delt 11. plads i -5 sammen med bl.a. Maximillian Kieffer.
Kafelnikov var 12 slag fra at klare cuttet
Den tidligere verdensetter i tennis Yevgeni Kafelnikov, missede endnu engang cuttet, da den 41-årige russer gik +6 for anden dag i træk, så han slutter som nr. 127 i +12.
Siden 2008 har han deltaget i syv Europa Tour turneringer og 16 Challenge Tour turneringer, og han har endnu ikke prøvet at klare cuttet.
— Læs også: Ryder Cup kvalifikationen begynder i Rusland
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte lørdag og søndag fra kl. 13 – 16.



















