Lexi Thompson og Mi Hyang Lee fører Evian Championship, hvor Nicole Broch Larsen er med helt fremme i toppen af leaderboardet efter første runde.
Nicole kom med i årets sidste major ved at vinde The Helsingborg Open i sidste uge, og efter en eagle, to birdies og en bogey gik hun første runde i -3, hvilket placerer hende på en flot 6. plads blandt verdens bedste.
Emily K Pedersen var også med fremme i -2 efter fire birdies og to bogeys på de første 15 huller, men efter to bogeys og en dobbeltbogey på de sidste 3 huller, så endte det med en runde i +2 og en placering som nr. 56.
Fire gode huller af Lexi
Lexi Thompson deler føringen i -5 med Mi Hyang Lee, og det efter en lidt usædvanlig runde. Lexi begyndte på 10. hul med to pars, inden hun lavede birdie, eagle, birdie, birdie på de følgende 4 hukker for at komme til -5 inden hun lavede 12 pars i træk.
Den nu 20-årige Lexi blev nr. 2 i 2010, da hun blot var 15 år og amatør, mens hun blev nr. 3 i 2013 og nr. 10 sidste år.
— Læs også: Joachim fører foran Mads og Jeff på Challenge Touren
Gerina Piller, Eun-Hee Ji og Pornanong Phatlum deler 3. pladsen i -4.
Lydia Ko og Caroline Hedwall er nr. 12 i -2, Inbee Park nr. 40 i +1, Stacy Lewis nr. 56 i +2 og Suzann Pettersen nr. 80 i +4
Nicole begynder på anden runde fredag kl. 8:07, mens Emilys starttid er kl. 14:04.
Sendes direkte på Viasat Golf og Viaplay
Evian Championship sendes direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk fredag fra kl. 11 – 14 og igen kl. 15:30 – 18:30, lørdag fra kl. 12:30 – 17:30 samt søndag fra kl. 12:30 – 18.
Der spilles om en præmiesum på $ 3,25 mio., hvoraf vinderen får $ 487.500 svarende til kr. 3,25 mio.
Evian Championship, leaderboard
Forskel på majors i Europa og USA
Mens der hos herrerne er enighed om, hvilke turneringer der betragtes som majors, så tæller majors hos damerne ikke på alle tours.
Da LPGA er den største tour, er det derfor oftest deres majors, man tager udgangspunkt i. På LPGA er der fem majors med ANA Inspiration, KPMG Women’s PGA Championship, US Women’s Open, Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.
De amerikanske majors tæller ikke på LET’s pengeliste, og på LET er der kun to majors med Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.



















