Regn og torden har forsinket Solheim Cup, hvor stillingen var 2 – 2 efter formiddagens foursomes, men Europa var bedst i eftermiddagens fourballs.
Der blev spillet langsomt på den regnvåde bane, og et tordenvejr midt på eftermiddagen gav forsinkelse på lidt over en time, så kun to af eftermiddagens fourballs blev færdigspillet inden mørket faldt på.
Og Europa vandt begge, for først vandt Anna Nordqvist og Caroline Hedwall 4&3 over Morgan Pressel og Paula Creamer inden Charley Hull og Gwladys Nocera vandt 2&1 over Alison Lee og Angela Stanford.
Eagle gav udligning
Matchen mellem Melissa Reid og Carlotta Ciganda og Cristie Kerr og Lexi Thompson er helt lige efter 17 huller, og det takket være en eagle af Ciganda på 17. hul. Amerikanerne var ellers 2 op efter 15 huller, men nu er der spænding når spillet genoptages lørdag morgen kl. 7:45 på St. Leon-Rot i Tyskland.
Europa er 1 op efter 15 huller i den sidste fourball med det tyske makkerpar, Caroline Masson og Sandra Gal, mod Gerina Piller og Brittany Lang, så det ligner en europæisk føring når de første otte matcher er færdigspillet lørdag morgen.
Flere amerikanere havde farverige leggins på, som Paula Creamer på billedet.
10.000 tilskuere men lidt stille
Der var omkring 10.000 tilskuere på førstedagen, og de havde en fest. Det var dog ikke helt så højlydt som tidligere, og det var primært de mange tilrejsende fans som skabte kulissen, men mon ikke de tyske tilskuere har lært noget i dag.
— Læs også: Billedgalleri: Solheim Cup, åbningsceremoni og galla
Lørdag spilles igen fire foursomes om formiddagen og fire fourballs om eftermiddagen, inden der spilles 12 singler på søndag.
Solheim Cup sendes på Eurosport Danmark, som dog desværre ikke viser det hele, og sendetiderne kan ses i denne artikel.
Solheim Cup, leaderbord




















