The Foshan Open er den næstsidste turnering i Challenge Tour sæsonen, og med en præmiesum på $ 500.000 kan den være afgørende ift. at slutte i top-15 på Challenge Tour ranglisten, som får et Europa Tour kort i næste sæson.
På ranglisten er Mads Søgaard bedste dansker som nr. 13, mens Jeff Winther er nr. 22 og Joachim B Hansen er nr. 33.
Alle tre er med på Foshan Golf Club i Kina, og Joachim B Hansen fik den bedste start med en runde i -2, der placerer ham som nr. 17.
Mads Søgaard og Jeff Winther var begge rundt i par, og de er på en delt 38. plads ud af de 126 deltagere.
Europa Tour spilleren Astudillo fører med ét slag
Borja Virto Astudillo, der som nr. 15 på ranglisten pt. har det sidste Europa Tour kort, fører i -8 foran Haydn Porteous i -7, mens Zi-hao Chen er alene på 3. pladsen i -6.
Astudillo har et Europa Tour kort i denne sæson via tourskolen sidste år, men har blot klaret cuttet i tre ud af 12 turneringer, så i sommer skiftede han fokus til Challenge Touren, hvor han vandt D+D Real Slovakia Challenge i juli.
Made in Denmark Challenge vinderen helt fremme
Max Orrin, der vandt Made in Denmark Challenge, er blandt tre spillere på en delt 4. plads i -5, og som nr. 19 på ranglisten har han også brug for et godt resultat for at få et Europa Tour kort.
Top-45 med i sæsonfinalen om to uger
Der er omkring € 70.000 til vinderen i denne uge, og efter en uges pause afsluttes Challenge Tour sæsonen med NBO Golf Classic Grand Final i Oman fra den 4. – 7. november, hvortil kun top-45 på Challenge Tour ranglisten er kvalificeret.
I Oman spilles om € 375.000, hvilket giver € 64.000 til vinderen, så målt på præmiepenge er denne uges turnering større.
The Foshan Open, leaderboard



















