Lucas er ét slag efter Jaidee inden finalerunden

Lucas BjerregaardLucas Bjerregaard mistede føringen i BMW Masters, men han spiller fortsat med om sejren i sæsonens næstsidste Europa Tour turnering.
Efter anden runde førte Lucas Bjerregaard med tre slag, men allerede på for-ni blev han indhentet af Thongchai Jaidee.
Jaidee spillede som sådan fejlfrit med syv birdies på de første 17 huller, men efter en bogey på det svære 18. hul var han rundt i -6, og han fører i -15.
Lucas er blot ét slag efter Jaidee, for efter en runde i -2 deler han andenpladsen i -14 med Byeong Hun An og Sergio Garcia. Kristoffer Broberg er alene på 5. pladsen, mens Henrik Stenson, Patrick Reed, Ross Fisher, Paul Casey og Ian Poulter deler 6. pladsen i -12.
Thomas Pieters gik én af dagens bedste runder i -9, og deler 11. pladsen i -11 med Marcus Fraser, mens Justin Rose, Matthew Fitzpatrick og Victor Dubuisson er nr. 13 i -10.
Pieters var ikke alene om en runde i -9, for det samme præsterede Alexander Levy, men han startede dagen i +5, og er nu nr. 34 i -4.
Spillere og caddier bar sorte sløjfer til ære og minde for de mange ofre for terrorangrebet i Paris.
Kjeldsen faldt tilbage og Thorbjørn rykkede frem
Søren Kjeldsen gik -1 og faldt 12 pladser tilbage til en 24. plads i -6. Thorbjørn Olesen lavede en dobbeltbogey på et par-3 hul, men gik en god runde i -4 og rykkede 17 pladser frem til en 44. plads i -2.
— Læs også: Fem danskere på Europa Tourens tourskole
Medmindre alt går galt i finalerunden, så er Lucas Bjerregaard ret sikker på en plads i næste uges sæsonfinale i Dubai, hvortil Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen allerede er kvalificeret.
Lucas er nr. 55 på Race to Dubai ranglisten, og skal holde sig i top-60 for at komme i Dubai.
1,3 mio point og € 1 mio til vinderen
I BMW Masters spilles om 8 mio. point til Race to Dubai ranglisten, mens der er $ 7 mio. i præmiesum. Vinderen får således 1.333.330 point til Race to Dubai ranglisten, mens selve præmiechecken er på godt € 1 mio.
Willett er tæt på at overhale McIlroy
Rory McIlroy, der fører Race to Dubai ranglisten, deltager ikke i BMW Masters, og hans førsteplads er i spil.
Fem spillere kan overhale ham i denne uge, og Danny Willett er tættest på, da han kan overtage førstepladsen med en udelt 28. plads i BMW Masters. Willett er delt nr. 27 i -5, men det er ikke helt nok, så han skal rykke lidt frem for at overhale McIlroy.
På Europa Tourens hjemmeside kan man løbende se en beregnet stilling for Race to Dubai ranglisten her.
— Læs også: Video: Anders Hansen portræt og interview
Viasat Golf og Viaplay.dk sender finalerunden direkte søndag morgen fra kl. 04 – 09 med genudsendelse på Viasat Golf om eftermiddagen fra kl. 14 – 19.
BMW Masters, leaderboard