Fantastisk dansk hæder på LET: Nicole blev årets spiller, Emily årets rookie

EmilyDet har været en stor dansk sæson på Ladies European Tour, og det kom da også til udtryk ved årets kåringer, der blev offentliggjort i weekenden.
En tredjeplads på LETs Order of Merit i sin bare anden sæson kombineret med en sejr ved Helsingborg Open, hvor hun førte fra start til slut, samt hendes præstation ved den derefter følgende major, Evian Masters, hvor hun blev delt nummer 11, var medvirkende til, at Nicole Broch Larsen fik titlen som Årets Spiller, kåret af sine kollegaer på touren.
Den 22-årige dansker kan også se tilbage på en sæson med en (ærgerlig) andenplads ved Tipsport Masters i Tjekkiet, og en delt 24. plads i Ricoh Women’s British Open foruden de ovennævnte resultater.
– Det har bare været et rigtigt godt år. Jeg fik den sejr, som jeg stræbte efter, og som fik mig ind i Evian, hvor jeg også spillede godt, lød det fra en glad Nicole Broch Larsen efter kåringen.
— Læs også: Emily: – Jeg er så glad
Og det var ikke kun Nicole, der blev hædret ved årsafslutningen på LET. Også Emily Kristine Pedersen (billedet) fik hæder med hjem, da hendes sjetteplads på Order of Merit var nok til, at hjemtage titlen som årets rookie.
Også Emily fik sin første sejr på LET i denne sæson, da hun ved Hero Women’s Indian Open i oktober kopierede sin landsmands bedrift ved, at føre fra en turnering fra start til slut.
Inden da havde den 19-årige dansker tabt i playoff ved Lacoste Ladies Open de France, fået en delt andenplads ved Deloitte Ladies Open i Holland, samt slutteligt præsteret en imponerende delt 17. plads ved den afsluttende Omega Dubai Ladies Masters.
I alt tjente Emily 1.280.950 kr. i sine 14 turneringer i 2015.