
Som nummer seks på verdensranglisten var Rickie Fowler i denne uge blandt favoritterne til at vinde Abu Dhabi HSBC Chamionship, og den 27-årige amerikaner levede til fulde op til favoritværdigheden og vandt karrierens anden sejr på Europa Touren.
I fjor spillede Fowler for første gang med på Abu Dhabi Golf Club, hvor det blev til en beskeden placering som nummer 66, men i år spillede han en flot turnering, og med en samlet score i -16 blev det til en sejr på et enkelt slag foran Thomas Pieters fra Belgien, mens Henrik Stenson og Rory McIlroy delte tredjepladsen.
Bedste dansker blev Thomas Bjørn, der efter en svingende finalerunde i 70 slag (-2) sluttede på 11. pladsen. En god sæsondebut for silkeborgenseren, og forhåbentlig kan det blive startskuddet til endnu en flot sæson på Europa Touren. For Søren Kjeldsen (74), Morten Ørum Madsen (74) og Thorbjørn Olesen (78) slag blev de afsluttende 18 huller en skuffelse, men det blev trods alt til fire turneringsrunder i benene, og for MØM og Olesen var det samtidig sæsonens første præmiecheck.
– Læs mere: Dufner øger sin føring på PGA Touren
I den kommende uge rejser spillerne så fra Abu Dhabi til Qatar og Commercial Bank Qatar Masters. Her er Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen, Thomas Bjørn, Lucas Bjerregaard og Morten Ørum Madsen igen til start, og de får til denne turnering selskab af Joachim B. Hansen og Jeff Winther.
Abu Dhabi HSBC Championship, resultat.
– Læs mere: Drama til sidste putt på Champions Touren



















