I søndags vandt aalborgensiske Rasmus Hjelm PGA Catalunya Resort Championship på Ecco Touren, og udover checken på 67.500 kr., så udløste sejren også en fornyet tro på en karriere, som Hjelm ellers var ved at lægge i graven sidste sæson.
– Jeg vidste ikke om jeg skulle spille mere efter sidste år, men jeg valgte at tro på at den kontinuerlige udvikling som fortsat finder sted nok skulle give bonus. Det gjorde den så sandelig søndag!, skriver Rasmus Hjelm på sin blog.
— Læs også: Rasmus Hjelm vinder PGA Catalunya Resort Championship
Her tøver han heller ikke med at kalde sejren for den vigtigste i karrieren, som gjorde han både rørt, stolt og megaglad, som han skriver det.
– At vinde på den bane kræver en del. Man slipper ikke så let afsted med fejl og man skal være god i alle spillets facetter. At ramme fairway er ikke det eneste det handler om, man skal også placere bolden rigtigt ind mod green, og mister man en green, så er det ikke nemt at komme ind og i. Greens var
hurtige og svære at putte på. Jeg kunne ikke ønske mig at vinde på en bedre bane end den, og det gjorde det endnu mere specielt at stå øverst på skamlen søndag.
— Læs også: 5 spillere udtaget til Made in Denmarks Pro Team
Hjelm fortæller også på bloggen, at han blev tilbudt at være med på det nyoprettede Made in Denmark Pro Team, men at han takkede nej.
– Det har økonomiske grunde samt velovervejde taktiske grunde. Jeg har tidligere siddet på “en stol” mellem to Tours og jeg er ikke ret god til det. Man skal være helt unik for at have en chance med halv program to steder, og jeg føler ikke det er min bedste chance. Derfor valgte jeg pænt at takke nej og fokuserer i stedet 100 % på Nordic League og top 5 på denne, skriver Hjelm om tilbuddet.
Læs mere fra Rasmus Hjelm på hans hjemmeside



















