
Igen var det Valderrama-banen, der spillede den altoverskyggende hovedrolle ved Open de España, hvor kun to spillere formåede at bryde par under lørdagens runde. Og i den samlede stilling er antallet af spillere under par … nul!
Turneringen føres af franske Mike Lorenzo-Vera, der er i +1 efter de tre første runder. Det er nok til en føring på et enkelt slag ned til Joost Luiten, der med en runde i -1 var én af de to spillere under par, samt Martin Kaymer og Andrew Johnston. De tre er alle i +2 samlet.
— Læs også: Therese O’Hara rykker frem
Der er tre danskere med i finalerunderne i Spanien, og både Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen spillede sig frem i stillingen lørdag.
Bjørns runde i par blev kun overgået af Luiten og svenske Alex Noren. Sidstenævnte var rundt i helt enestående -3 under de svære betingelser lørdag. En score der sendte svenskeren 42 pladser frem i feltet og ind i top-10 med +5 samlet. Den plads deler han med blandt andre Thomas Bjørn, der dermed ikke er uden chancer for sejr i sin comeback-turnering ovenpå en længere skadespause.
— Læs også: Video: Danmark slog verdensrekorden – men blev slået af Frankrig

Søren Kjeldsen var efter en eagle på 11. hul inde i top-10, men bogey på 16. og dobbeltbogey på 17. kostede for danskeren, der dog stadig rykkede frem til en delt 17. plads i +7 samlet. Endnu er der ingen træthed at spore hos Kjeldsen ovenpå et par travle uger, og danskeren har sigte mod endnu et flot resultat i denne uge.
Den sidste dansker i finale-feltet, Thorbjørn Olesen, var rundt i +5 lørdag og faldt dermed en smule tilbage i feltet. Olesen er delt nummer 46 i +12 samlet inden sidste runde.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra finalerunden søndag fra kl. 11.00 – 15.30, hvor spillerne sendes ud i 3-bolde, så der er mulighed for at flyve til næste uges turnering i Kina allerede søndag aften.
Real Club Valderrama Open de España, leaderboard



















