Byeung Hun An er forsvarende mester, når BMW PGA Championship i denne uge bliver spillet på Wentworth Club i Surrey. Rory McIlroy, Henrik Stenson, Justin Rose og Ian Poulter har valgt ikke at stille til start i Europa Tourens flagskibsturnering, men det er stadig et pænt felt, og med er syv danskere.
Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen kommer til London efter at have sluttet som nummer 10 og 19 i sidste uge i Irland, og de får selskab af Thomas Bjørn, Lucas Bjerregaard, Morten Ørum Madsen, Joachim B. Hansen og så Søren Hansen, der er med på en invitation. Jeff Winther er også rejst til Wentworth, men desværre er han lige nu andenreserve.
– Læs mere: Ugens Europa ranglister
Der er hele 5 mio. euro i præmiesum, og med 833.330 euro til vinderen og 60.000 euro til en 20. plads, er der virkelig noget at spille for, og mens nogle af danskerne kan bruge en god uge til at hægte sig fast i toppen af Race to Dubai Rankings, så kan andre bruge en god præmiecheck til kampen om at bevare kortet.
Modsat hovedparten af de professionelle turneringer så starter alle spillere de to første runder fra 1. tee. Grundet de mange stjerner til start så er der mange interessante tre-bolde, og nedenfor kan man se en oversigt over udvalgte starttider for de to første runder. Mest interessant med danske øjne er nok, at Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard skal ud sammen de to første runder, og de får selskab af Miguel Angel Jiménez. Alle tiderne er i dansk tid.
Kl. 09:00 / 14:40 Shane Lowry, Byeong Hun An, Francesco Molinari.
Kl. 09:45 / 14:15 Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard, Miguel Angel Jiménez.
Kl. 10:50 / 15:15 Morten Ørum Madsen, Matthew Baldwin, Eduardo de la Riva.
Kl. 11:10 / 15:40 Søren Hansen, Michael Hoey, Thomas Aiken.
Kl. 12:25 / 08:00 Joachim B. Hansen, Darren Fichardt, Renato Paratore.
Kl. 13:30 / 09:00 Stephen Gallacher, Graeme McDowell, Matthew Fitzpatrick.
Kl. 13:40 / 09:15 Victor Dubuisson, Soomin Lee, Danny Willett.
Kl. 13:50 / 09:25 Søren Kjeldsen, Jeunghun Wang, Lee Westwood.
Kl. 14:00 / 09:35 Darren Clarke, Thomas Pieters, Rafa Cabrera-Bello.
Kl. 14:15 / 09:45 Thomas Bjørn, David Lingmerth, Joost Luiten.
BMW PGA Championhip, starttider.



















