
Onsdag var der kvalifikation til US Open på Buckinghamshire Golf Club, hvor 71 spillere kæmpede om fem pladser ved juli måneds US Women’s Open. Blandt deltagerne var Malene Jørgensen og Emily Pedersen, men ingen af de to danskere kvalificerede sig.
Kvalifikationen blev spillet over 36 huller onsdag, og da begge danskere var rundt i +2 i første runde, stod det klart at det ville blive en svær kamp for at komme i top-5.
— Læs også: Forrygende start for Nicole på Symetra Touren
Selvom begge spillere forbedrede sig på eftermiddagens runde, så var Emilys samlede score i +1 kun nok til en delt 11. plads og fire slag fra den adgangsgivende femteplads i -3. Malene Jørgensen endte i +2 samlet efter en anden runde i par.
De fem spillere der kvalificerede sig var de to franskmænd Jade Schaeffer (-5) og Valentine Derrey (-4), svenske Camilla Lennart (-4), tyske Olivia Cowan (-4) og skotske Pamela Pretswell (-3).
Dermed bliver Nicole Broch Larsen eneste danske deltager ved US Women’s Open.



















