Der bliver gensyn med en af Danmarks bedste golfspillere når der i august måned spilles Made in Denmark i Himmerland. Anders Hansen havde ellers valgt at indstille karrieren, men en ny regel på Europa Touren gør at Hansen har valgt at finde køllerne frem igen.
Reglen betyder at spillerne i top 40 på Career Money List skal spille minimum 5 turneringer i løbet af en sæson for at bevare pladsen i den kategori. Anders Hansen er lige nu nummer 25 på den liste med en indtjening på hele 12.215.737 Euro. Det er blandt andet de to flotte sejre på Wentworth, som har sikret ham den imponerende placering.
Anders Hansen slår dog fast at der ikke er tale om et comeback, men at han blot ønsker at bevare sin kategori på Europa Touren. Han fortæller at han ikke har fået trænet kontinuerligt, men at han nu vil forsøge at få spillet op på et acceptabelt niveau. Udover Made in Denmark spiller Hansen også med i BMW international om 2 uger samt Open de France.
Anders Hansen nåede at spille 419 turneringer i sin karriere og vandt tre turneringer.



















