Endelig er der dansk succes at skrive hjem om fra de europæiske golfbaner. Efter første runde af BMW International Open ligger Jeff Winther og Thorbjørn Olesen godt til i leaderboardet.
Især Thorbjørn Olesen kom godt fra start på torsdagens første 18 huller. Efter en bogey og en birdie på forni slog Olesen turboen til på de sidste ni huller, hvor han lavede fem birdies. Hans score i -5 er nok til en delt 3. plads inden anden runde.
Også Jeff Winther kom flot fra start i Tyskland. Danskeren, der spiller sin første sæson på Europatouren, var fem under efter 17 huller, men måtte notere en bogey på 9 hul, der var hans sidste for dagen. Dermed deler han sjettepladsen med blandt andre Henrik Stenson og Pablo Larrazábal.
To slag efter Jeff Winther og co. finder vi yderligere tre danskere. Morten Ørum Madsen, Thomas Bjørn og Anders Hansen er alle i -2, hvilket rækker til en delt 26. plads. Sidstnævnte er kommet ud af sit golfhi i jagten på at spille fem turneringer, så han kan beholde sin Europatour-kategori.
Joachim B. Hansen er i -1 og på en delt 40. plads, imens Lasse Jensen (+4) og Lucas Bjerregaard (+5) ligger langt tilbage i feltet.
Franske Raphäel Jacquelin fører turneringen efter en pletfri runde i -7. Han har ét slag ned til Englands Oliver Fisher og altså endnu et slag ned til blandt andre Thorbjørn Olesen på tredjepladsen.
Sergio Garcia og Danny Willet, der begge hører til i top-10 på verdensranglisten, er også med i Tyskland. Garcia var rundt i -1 på første runde og ligger på en delt 40. plads imens Masters-vinderen Willett fik en noget sværere start, og ligger på en del 101. plads i +2.
BMW International Open, leaderboard



















