Der var dansk på toppen efter gårsdagens første runde af Open de France, men desværre havde Lucas Bjerregaard en skidt dag på kontoret, og gled tilbage til en delt 13. plads.
I Lucas’ sted gled fem spillere op på den delte førsteplads i -5, og en af dem var den ultimative forhåndsfavorit Rory McIlroy, der var rundt i dagens bedste runde -5 fredag. Også Brandon Stone, Mikko Illonen, Jeunghun Wang og Thongchai Jaidee er øverst på leaderboardet.
Nu hvor Lucas Bjerregaard ikke helt kunne holde tempoet oppe, så valgte Anders Hansen at tage over som bedste dansker. Den ellers pensionerede Hansen, der spiller for at beholde sion Europatour-kategori, skulle måske overveje et comeback. I hvert fald han en flot runde i -3 og er bare ét slag fra førstepladsen i -4.
— Læs også: WGC: Ærgerlig afslutning sendte Kjeldsen ned i feltet
Lasse Jensen var rundt i par og deler den 13. plads hvor også Lucas Bjerregaard ligger, og dermed har vi tre danskere med helt fremme inden weekendens finalerunder på banen udenfor Paris.
Også Thomas Bjørn skal spille to runder mere. Den danske alderspræsident var rundt i -1 fredag og strøg frem til en delt 43. plads i +2.
Joachim B. Hansen var godt spillede torsdag og lignede en sikker weekend-deltager, men en skidt fredag i +6 betød at han gled ned på den forkerte side af cutgrænsen (+4). Også Morten Ørum Madsen (+7) og Jeff Winther (+12) missede cuttet.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra weekendens finalerunder. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
Open de France, leaderboard



















