De sidste måneder har golfmedierne været fyldt med historier om spillere, der melder afbud til OL. De sidste dage er det dog som om, at vindene er skiftet. Først gjorde Sergio Garcia og Henrik Stenson det klart, at de havde alle intentioner om at spille i Rio, og nu melder Sydafrikas Jaco Van Zyl så ud, at han dropper sommerens majors for at være 100 % klar til De Olympiske Lege.
Torsdag kunne vi her på Teetime.dk fortælle, at Jaco Van Zyl havde meldt afbud til næste uges Open, hvilket gav en plads til Luke Donald, og at han ikke havde givet en grund til sit afbud. Den kom så fredag. Sydafrikaneren dropper både The Open og PGA Championship til fordel for OL i Rio.
— Læs også: OL-Chok: McIlroy melder afbud til Rio grundet Zika-frygt
– Jeg har været igang stort set uafbrudt siden januar, da jeg kom tilbage fra en skade, og har haft en tæt pakket sæson med en masse rejsen rundt til de forskellige kontinenter. Jeg har derfor besluttet mig for, at forbigå juli måneds to majors til fordel for OL, siger Jaco Van Zyl til sydafrikanske Sport24.
Jaco Van Zyl er lige nu første mand på Sydafrikas holdkort til OL efter afbud fra Louis Oosthuizen og Branden Grace. Og selvom Van Zyl godt er klar over, at hans prioritering vil møde kritik, så fastholder han vigtigheden af, at komme til OL i den bedst mulige form.
– Jeg ved godt, at der vil være mange, der kritiserer mit valg, men jeg er meget passioneret omkring golfsportens debut ved OL, og jeg glæder mig helt vildt, siger Van Zyl.



















