Det er ikke mange ændringer man har lavet ved banen på Himmerland Golf & Spa Resort til dette års udgave af Made in Denmark. Og hvorfor skulle man også det, når man fik udelukkende rosende ord med på vejen fra spillerne sidste år.
Én stor ændring har man dog lavet. På 18. hul har man flyttet teestedet op på bakken, hvilket har forlænget hullet med hele 38 meter, og har gjort det til et fabelagtigt afslutningshul.
— Læs også: Made in Denmark: Sikke en fest!
Den store green giver mulighed for at tage vandet foran ind og ud af spil, og når man sætter flaget som man har gjort fredag, hvor vandet i dén grad er i spil, så giver det spillerne store udfordringer.
Hvor spillerne tidligere har kunnet slå 3-wood eller endda jern fra teestedet, så kræver det nu en god driver, hvis man vil i position til andetslaget.
— Læs også: Sommer, sol og lave scores i Himmerland
Sidste år spillede 18. hul som det 3. sværeste for ugen med en gennemsnitlig score på 4,36. Under torsdagens første runde af årets turnering, hvor flaget vel og mærke var placeret på den ‘sikre’ side af green, spillede hullet som det klart sværeste med en gennemsnitlig score på 4,57.
I skrivende stund har 30 spillere været forbi 18. hul fredag. Det har resultatet i at halvdelen af dem har lavet bogey eller dobbeltbogey, og blot to spillere har præsteret en birdie. Blandt andet måtte Thorbjørn Olesen notere en ærgerlig dobbeltbogey på hullet.
Det er med ændringen lykkedes Made in Denmark, at skabe et hul, hvor turneringen i bogstaveligste forstand kan vindes og tabes søndag eftermiddag.



















