I den forgangne weekend sluttede kvalifikationen til de to Ryder Cup hold. Dermed er otte amerikanske og ni europæiske spillere klar til det store slag på Hazeltine i USA om en god måneds tid. I en artikel her på siden i morgen formiddag vil vi præsentere de to hold i deres nuværende form.
Inden da vender vi fokus mod den sværeste opgave for de to kaptajner. De mangler nemlig nu blot at sætte navn på de spillere, som de vil give et wildcard.
— Læs også: Disse spillere kæmper om Ryder Cup wildcards
Den amerikanske kaptajn Davis Love III skal vælge fire spillere imens Darren Clarke skal finde tre europæere. Måden de to gør det på, er dog langt fra den samme.
Darren Clarke holder pressemøde tirsdag i denne uge, hvor der vil blive sat navn på de tre heldige europæiske spillere, imens der går noget tid inden Davis Love III skal vælge.
Amerikanerne nedsatte efter nederlaget på Gleneagles i 2014 et udvalg, der skulle sikre at Ryder Cup trofæet kom tilbage på amerikanske hænder igen. Og ét af de tiltag man kom frem til var, at udvælgelsen af wildcards skulle skubbes så langt frem som muligt.
— Læs også: Nu spilles caddiernes egen Ryder Cup
Derfor sætter Davis Love III først navn på tre af de fire wildcards efter næste uges BMW Championship (d. 11. september), imens det sidste navn først bliver offentliggjort efter FedExCup’en afslutning med The Tour Championship. Altså blot få dage inden Ryder Cup starter.
Det giver selvfølgelig kaptajn Love muligheden for, at tage den absolut mest formstærke spiller, men til gengæld giver det også den pågældende spiller mindst mulig forberedelsestid inden det går løs på Hazeltine fredag d. 30. september.



















