Trist, tysk torsdag på Ladies European Tour

nanna koerstz madsenLadies European Tour har ikke været igang siden juli. Godt nok var der OL, men det blev aldrig den store danske oplevelse, så det er godt at der nu igen er regulær golf tilbage på programmet på den tour, hvor danskerne plejer at dominere toppen af leaderboards over hele kontinentet.
Desværre er der noget der tyder på, at de danske spillere også selv har brug for lige at komme tilbage i rytmen. I hvert fald vil det være synd at kalde toppen af leaderboardet ved ISPS Handa European Masters for dansker-tungt.
At Nanna Koerstz Madsen er bedste dansker, er der ikke noget overraskende i. Men at den formstærke Smørum-spiller ligger på en delt 63. plads i +3 efter første runde, er bestemt ikke hverdagskost. Den 21-årige danske OL-deltager lavede tre birdies, men også fire bogeys og en dobbeltbogey.
Også Malene Jørgensen er på den delte 63. plads, der lige akkurat er lig med weekend-deltagelse, som det ser ud nu, men der er ikke plads til mange skæverter på anden runde i et tæt felt.
Nicole Broch LarsenPå den anden side af den umiddelbare cutgrænse ligger Nicole Broch Larsen og Emily Kristine Pedersen, der begge er i +4. Nicole præsterede et af sæsonens mest særprægede scorekorts, hvor der ikke var en eneste bogey at finde. Til gengæld var der tre birdies, to dobbeltbogeys og en triplebogey.
Daisy Nielsen lukker den danske delegation i Tyskland af på en delt 128. plads i +8.
En god fredag kan betyde god dansk deltagelse i weekenden, men modsat kan endnu en dårlig dag nemt betyde, at man kan kigge langt efter de danske farver de sidste to dage.
ISPS Handa European Masters, leaderboard